Det er vel det, kunst kan
Celloen er blevet en så integreret del af Frederiks liv, at det kan være svært at formulere, hvad den egentlig betyder, men et par ord han hele tiden vender tilbage til, er roen ved og succesoplevelserne med at spille.

For når han spiller, kan Frederik mærke en ro sænke sig. ’Man kommer ned i gear; det er lidt meditativt, og man tænker ikke på så meget andet end bare at spille,’ forklarer han. ’Det kan ligesom fjerne alt det, man ellers går og tænker på, og det synes jeg er vildt rart. Det er vel det, kunst kan – at man bare lægger alt andet væk.’ Omvendt har Frederik dog også indset, at det kan være svært at spille, hvis man har meget andet i hovedet – som da der i det tidlige forår var fremlæggelse af Årsopgaven, og tankerne var et lidt andet sted end ved nodestativet.

Den uendelige vej
Ved siden af den ugentlige undervisning på skolen hører Frederik til de elever, som har fået undervisning på Musikskolen, hvor han også gik til orkester. ’Nu får jeg ikke spillet så meget, fordi jeg laver så meget andet også, men da jeg gik på Musikskolen, øvede jeg næsten hver dag. Men det er også derfor, jeg går på denne her skole,’ understreger Frederik og fortsætter: ’Jeg er vildt glad for at have Mathias (Matias Emil Fyhn, red.) som lærer, han underviser på et virkelig højt niveau, og det er super fedt, for jeg ville ikke have overskud til at gå på Musikskolen nu her i de højere klasser, og så er det virkelig motiverende, at skolen kan tilbyde et så højt niveau af undervisning.’

’Der er så mange succesoplevelser i at spille et instrument. Hvis man virkelig går ind i det, kan man hele tiden fornemme, at nu lyder det lidt bedre og lidt bedre. – Man bliver aldrig færdig, for det kan altid blive bedre. Det er ligesom en uendelighedsvej, og det er fantastisk, hvis man godt kan lide det,’ forklarer Frederik entusiastisk. Han har i perioder været ’vildt træt’ af sit instrument og øvearbejdet, men har alligevel holdt fast. Og når man så omsider mestrer et stykke musik, man har arbejdet med i et halvt år, er det enormt tilfredsstillende.

Når Frederik tager videre fra Kvistgård, tager han celloen med. Hvor meget han kommer til at spille på den, ved han ikke, men fornemmelsen af fordybelse og glæden ved at mestre et instrument vil blive i ham – også, når han har fået den grønne studenterhue på.

FAKTA

På Rudolf Steiner Skolen Kvistgård begynder eleverne at spille et strygeinstrument i 3. klasse. Fra 4. klasse er der individuel undervisning og mere fokus på nodelæsningen, og i 5. begynder orkesterundervisningen, som fortsætter hele vejen op igennem Mellem- og Overskolen.

Frederik får undervisning af sin lærer, Matias Emil Fyhn