Ledelsesberetning
Årsberetning, skoleår 2025-26
Tak
Jeg vil gerne takke jer forældre for jeres engagement i Forældrerådet, på forskønnelsesdage, ved forældremøder og til månedsfester og ikke mindst julebasaren. Allermest takker jeg på skolens vegne for jeres tillid og fordi I har bragt jeres børn til skolen. Skolen er fyldt med dejlige børn, som lærer, leger og udvikler sig hver eneste dag og det bliver vi aldrig trætte af at være vidner til.
Jeg vil også gerne takke alle mine kolleger for det gode samarbejde og den varme tone, der præger hverdagen. Når jeg taler med nye kolleger, får jeg ofte at vide, at de elsker den hjertevarme, de møder i kollegiet, i administrationen, hos pedellerne eller hvor end de vender sig. Det er guld værd.
Jeg takker også lærerne for den professionelle undervisning og det utrættelige arbejde for deres elever. Jeg kan høre og se, at børnene og de unge er i centrum.
Jeg vil desuden gerne takke bestyrelsen og skoleforeningen for at stå ved skolen. Det giver en tryghed og en balance, som vi kan læne os op ad.
Siden sidste beretning
Den kritiske dokumentar blev vist i efteråret 2025 og efterreaktionerne var meget vage. Vi mærkede meget lidt til den på vores skole. De ældste elever syntes, at filmen var kedelig; de ventede på en slags klimaks, som aldrig kom.
Til gengæld har forberedelserne til dokumentaren haft betydning for skolerne landet over. Vi er blevet bedre til at kommunikere og samarbejde på tværs af skolerne og vi har gennemgået vores egne strukturer og praksisser med et kritisk blik. På vores skole har vi især kigget på antimobbestrategien. Forældrerådet vil gennemgå strategien endnu en gang, da det altid er godt med forældrenes syn på sagen. Desuden skal jeg nu mødes med den tidligere elev, der for 10 år siden følte sig mobbet på vores skole. Det er godt at se fortiden i øjnene og dermed også kunne give en undskyldning.
PFAS-sagen er også helt lukket. Fabrikken er lukket, men det viste sig også, at hverken naboer til fabrikken eller ansatte havde højere PFAS-koncentrationer end kontrolgruppen i København. Det viste Region Hovedstaden, da de indsamlede blodprøver i Kvistgård.
Et nyt spor i børnehaveklassen
Lidt før jul fik vi en henvendelse fra forældre om, hvorvidt vi kunne tænke os at åbne et nyt spor, da mange børn stod uden for skolen og gerne ville meldes ind. Da vi undersøgte sagen nærmere, viste det sig, at der faktisk var 22 børn, som kunne begynde hos os, foruden de 29 børn, der allerede var tilmeldt.
Kollegiet gik derfor ind i en længere proces med at belyse alle aspekter af dette nye fænomen. Det endte med, at kollegiet stemte for et nyt spor. Vi søgte en ny klasselærer til det nye spor og på trods af vores optimisme svandt håbet, da vi ikke fandt den rette lærer. Vi måtte derfor give den kedelige meddelelse, at vi ikke kunne åbne et nyt spor.
Skolens økonomi
Vi kan være ganske tilfredse med skolens økonomi, selv om vores overskud ikke var særligt stort i år – det blev cirka 100.000 kr. Vores likviditet er ret pæn, cirka 2.800.000 kr. Alt dette på trods af, at lærernes lønninger steg gevaldigt i januar 2024, uden at tilskuddet til privatskolerne fulgte med. Privatskolerne må pænt vente til tre år efter, nemlig til januar 2027.
På vores skole har vi valgt at stramme lidt op på lønningerne for nogle medarbejdere, holde lidt færre møder, men samtidig bevare to-voksen-systemet i alle grundskoleklasser.
Pr. 9. maj 2026 har skolen 310 elever, hvilket er fornuftigt.
Trivsel
Trivslen lægger os meget på sinde og det gælder hele vejen rundt; børn i Børnehuset, elever på skolen, forældre og alle ansatte.
Der er blevet foretaget en APV (arbejdspladsvurdering) på skolen to år i træk – foråret 2024 og 2025. Vi er forpligtede på mindst hvert tredje år, så vi venter med den næste, måske til foråret 2027. Begge de for nyligt overståede APV’er var gode.
HF-eleverne har hvert år deres egen trivselsundersøgelse, som ifølge ministeriet skal offentliggøres på hjemmesiden. Spørgeskemaet er nationalt.
Grundskolen skal til efteråret have en ny trivselsundersøgelse, da det snart er tre år siden.
Forældrene skal selvfølgelig ikke snydes, de får deres evaluering af skolen til efteråret.
Kollegiet
Signe Bruun, vores dygtige praktikant, som har været støttelærer i 4. klasse, siger farvel til os og fortsætter sin læreruddannelse. Vi søger derfor en ny praktikant.
I overskolen har Anders Houen Pedersen valgt at vende tilbage til Jylland efter nogle gode år hos os. Også Christina Cortzen har opsagt sin stilling under sin sygeperiode. Begge vender heldigvis tilbage for at tage ordentligt afsked med kolleger og elever.
Anni Roepstorff vender tilbage til os og tiltræder klasselærerstillingen i den kommende 1. klasse. Det glæder vi os til.
Desuden har vi ansat en ny og dygtig engelsklærer i overskolen, Katharina Windfeld-Hellsten og vi søger både en ny samfundsfagslærer og en ny geografilærer til overskolen.
Jeanette Munzert, som er klasselærer i 6. klasse, følger klassen op i 7. klasse og bliver derfor mellemskolelærer.
Suzanne Olsson har været skoleleder og grundskolekoordinator i mange år og har derfor siddet i ledelsen i lige så mange år. Det er med stort vemod, at jeg siger farvel til Suzanne i ledelsen. Hun beholder naturligvis sin klasselærerstilling.
Til gengæld glæder vi os i ledelsen til samarbejdet med Thomas Rindom Papousek, som nu træder ind i ledelsen. Thomas bliver derfor vores nye skoleleder og grundskolekoordinator.
Børnehuset
I Børnehuset valgte tre pædagoger at søge nye veje og skabe deres eget sted. Samtidig fulgte nogle familier med videre. Der er stor forståelse for de tre kolleger, men det er klart, at der opstod et tomrum efter dem og det var svært både at skulle hente nye voksne og nye børn til stuen.
Eva Sofie Touborg, som leder Børnehuset, har arbejdet utrætteligt for at rekruttere nye medarbejdere og tiltrække nye familier. Det har været en krævende proces for alle involverede, men vi er kommet langt og vi søger fortsat en pædagog til Børnehuset.
Evas hjerte banker for Børnehuset, men da hun har været igennem en presset periode over længere tid, har vi aftalt en forebyggende indsats for at passe godt på hende. Derfor er hun hjemme i 14 dage indtil den 18. maj. Vi glæder os til, at hun kommer tilbage.
Børnehuset har været igennem en vanskelig periode, men jeg tror, vi vil komme styrket ud på den anden side.
Vores to råd på skolen
Forældrerådet, hvor kontaktforældrene med mandat fra klasserne skaber et aktivt og velfungerende forum. Det er langt fra alle skoler, der har et så engageret forældreråd. Tak til formanden.
Elevrådet, som gennem de senere år er vokset sig stærkere og har fået større indflydelse. Elevrådet har nu egne vedtægter, hvilket heller ikke er en selvfølge. Tak til den nuværende forperson – og også til de tidligere forpersoner.
10. klasse, Steiner HF og EPX
Regeringen har varslet, at HF og 10. klasse forsvinder – undtagen på efterskoler. Til gengæld får vi EPX, som står for erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse.
Det skal ske i 2030 og det vil derfor være aktuelt for vores nuværende 6. klasse og ned. Steinerskolerne, som er vores sammenslutning, arbejder på, at vi får en EPX, hvor vi får præcis de samme rettigheder, som vi har nu, nemlig en uddannelse med udvidet fagpakke. Det vil blive en treårig uddannelse. Steinerskolerne har allerede gode aftaler med forskellige politikere og har en lang og god erfaring fra, da Steiner Hf blev til.
En ny HF-bygning
Vi arbejder også videre med planerne om en ny HF-bygning, da den nuværende pavillon kun er en midlertidig løsning. Vi er i dialog med arkitekter og har påbegyndt arbejdet med fondsansøgninger. Vores håb og forventning er, at vi inden længe kan sende både tegninger og ansøgninger videre til Helsingør Kommune.
Jeg ønsker jer alle et rigtig godt år og glæder mig til det kommende samarbejde.
Anette Jørnung, rektor
“Her har hver enkelt elev mere selvbestemmelse end jeg har oplevet andre steder. Alle lærerne kender elevernes svage og stærke sider og hjælper til med at udvikle dem”.
Steiner HF elev
