Vedtægter for Rudolf Steiner Skoleforeningen Kvistgård

§1 Navn

Foreningens navn er Rudolf Steiner Skoleforeningen Kvistgård.

§2 Formål

Skoleforeningens formål er:

  • at arbejde for oprettelse og drift af Rudolf Steiner skoler,
  • at støtte foredrag, kurser, kunstneriske arrangementer, udstillinger m.m., der er baseret på Rudolf Steiners antroposofi,
  • at arbejde for oprettelse og drift af andre sociale, pædagogiske og almennyttige institutioner, baseret på Rudolf Steiners antroposofi.

§3 Ledelse og bestyrelse

Skoleforeningen ledes af en bestyrelse, der består af 5-7 medlemmer, hvoraf de 5 er medlem af bestyrelsen for Den selvejende Institution, Rudolf Steiner Skolen Kvistgård. Bestyrelsen er selvsupplerende.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand og fordeler selv arbejdet.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp; men selv er den ulønnet.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede.
Alle beslutninger sker ved enig bestyrelse.
Bestyrelsens medlemmer bør ideelt have et elementært kendskab til Rudolf Steiners antroposofi.

§4 Medlemmer

Medlem af Skoleforeningen kan enhver blive, der respekterer Skoleforeningens formål, som det er udtrykt i formålsparagraffen.

§5 Eksklusion

Dersom et medlem modarbejder Skoleforeningens formål, kan vedkommende ekskluderes ved bestyrelsens beslutning. Forinden en sådan beslutning træffes, skal medlemmet opfordres til at fremlægge sine synspunkter skriftligt overfor bestyrelsen.

§6 Kontingent

Kontingent fastlægges af bestyrelsen. Kontingentfrihed kan bevilges.

§7 Skoleforeningens midler

Skoleforeningens midler fremkommer som følger:

Medlemmernes kontingent
Gaver, legater og testamentariske gaver.

§8 Krav på Skoleforeningens midler

Medlemmer og fratrådte medlemmer har ingen krav på Skoleforeningens midler. Ydede bidrag kan ikke forlanges tilbagebetalt.

§9 Økonomiske forpligtigelser

For Skoleforeningens økonomiske forpligtigelser hæftes kun med dennes midler, og medlemmerne har ingen økonomiske forpligtigelser overfor Skoleforeningen.

§10 Tegningsret

Skoleforeningen tegnes af bestyrelsens formand og et bestyrelsesmedlem i forening efter forudgående beslutning i bestyrelsen.

§11 Regnskabsår

Skoleforeningens regnskabsår er fra 1.1. – 31.12.

§12 Årsmøde

Hvert år indbyder bestyrelsen til årsmøde i perioden 1.maj til 30.juni med 14 dages skriftlig varsel – dagsorden medfølger.
Dagsorden for det ordinære årsmøde:

  • Aflæggelse af beretning om Skoleforeningens virksomhed i det forløbne år.
  • Regnskabsaflæggelse, regnskabet kan rekvireres forud for årsmødet.
  • Indkomne forslag.
  • Valg af 1 revisor.
  • Eventuelt.

Forslag til behandling på årsmødet skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før årsmødets afholdelse.
Herudover kan afholdes ekstraordinære årsmøder, der indkaldes som det ordinære årsmøde med 14 dages skriftlig varsel – dagsorden medfølger.

§13 Bestyrelsesmøder

Bestyrelsens møder ledes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden, og forhandlingerne protokolleres. Såfremt bestyrelsen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes med 8 dages varsel til ekstraordinært bestyrelsesmøde.

§14 Vedtægtsændringer

Til vedtægtsændring kræves bestyrelsens samtykke.

§15 Skoleforeningens ophævelse

Dersom Skoleforeningen ikke længere har mulighed for at virke i overensstemmelse med formålsparagraffen, vil denne være at ophæve efter vedtagelse i bestyrelsen af 2/3 af samtlige dennes medlemmer, og på to efter hinanden følgende årsmøder med mindst 14 dages mellemrum. På det første af disse skal 2/3, på det andet ¾ af de fremmødte stemme for ophævelsen. Mulige overskydende midler, efter indfrielse af gæld og økonomiske forpligtigelser, skal tilfalde en eller flere institutioner, der arbejder i overensstemmelse med Skoleforeningens formålsparagraf.

Vedtaget af Skoleforeningens bestyrelse den 27. april 2009.

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-12.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80