Ledelsens årsberetning 2009

Beretning for skoleåret 2008/2009
af skoleleder Ulli Ziegenhagen

Nu har vi oplevet det første skoleår med den nye ledelsesstruktur, hvor vi udover fælles pædagogiske torsdagskonferencer holder gruppekonferencer i skolens tre led: grundskolen, mellemskolen og overskolen. Derfor starter jeg denne gang med beretninger fra de enkelte grupper.

Fra grundskolegruppen:
Fra i år er det et lovkrav at alle børn starter i børnehaveklassen. Det betyder at børnehaveklassen er blevet stor, i år 30 børn og næste skoleår 28. Heldigvis har vi stadig mulighed for at give eleverne de oplevelser, som vi ifølge vores pædagogiske grundsyn mener er essentielle, nemlig alle de rytmer som lever i børnehaven, tilpasset de ældste børnehavebørn. Den bevidste indlæring begynder som før, først i 1. klasse.

Den nye 1. klasse bliver en stor klasse med 30 børn. Deres klasselærer bliver Anne Damtoft. Det er første gang at en lærer i den nye tredelte struktur begynder med en ny 1. klasser efter at have afsluttet en 5. klasse. Det giver stabilitet for skolen at kende læreren og vide at femårs erfaring ligger bag. For at lette overgangen for lærerne fra 5. til 1. klasse, giver vi dem mulighed for at hospitere på andre skoler i første klasser.

I SFO’en har der igen været udskiftning i personalet. Katrine Barfod, Kristoffer Fredslund og Marie Kacirek  stoppede for at uddanne sig videre. Christian  Mogensen og Martin Behrend begyndte efter jul. Vi er meget glade for at det er lykkedes os at få mænd ind i SFO’en, for at give børnene oplevelser af pædagoger fra begge køn. Legepladsen i SFO-området har fået et stort løft med bl.a. den nye bålhytte. Både børn og voksne er glade for de nye tiltag.

Et helt nyt tiltag, som i første omgang kommer grundskolen til gode er den nye skolehave. Takket være det store engagement og idérigdom fra Marie Leer Bernstein har haven fået denne smukke form, som klæder skolen og glæder øjet. Hun har med sin ihærdige indsats formået at skaffe fondsmidler, så skolens økonomi ikke bliver belastet og at det, sammen med basarpengene, kunne lade sig gøre at betale for planter og materialer. Arbejdskraften har været gratis fra alle involverede. Tusind tak for det.
Det er tænkt at 1. klasse skal dyrke blomster, som grøngødningsplanter, 2. klasse dyrke korn og høste det i 3. klasse, 4. og 5. klasse skal dyrke grøntsager og blomster. Skolehavens år er jo forskudt i forhold til skoleåret. Det betyder for alle elever at det de har sået på det ene klassetrin først bliver høstet på det næste. I den lange sommerferie har haven brug for at forældrene hjælper til med at luge og vande, for at eleverne har mulighed for at kunne høste noget i det følgende skoleår.

-----
Fra mellemskolegruppen:
For første gang har en klasse været tre år i mellemskolen efter at vi indførte den nye tredelte struktur, hvor klasserne skifter klasselærer efter 5. klasse. Den nuværende 8. klasses forældre har udtrykt tilfredshed med forløbet. Lærerkollegiet arbejder til stadighed på at finde hvert år de bedste fagfordelinger imellem kollegaerne i mellemskolen. Situationen er hvert år anderledes. F.eks. får vi næste skoleår to 6. klasser, der begynder i mellemskolen og vi skulle finde ud af hvem af de to 5. klasselærere skulle gå ind i mellemskolekollegiet og hvem skulle blive 1. klasselærer. Som bekendt blev det Agnete Fredslund, der indgår i mellemskolekollegiet. Det blev herefter besluttet at Inger Barfod, der afslutter med en 8. klasse overtager klasselærerfunktionen for 6.A og Agnete Fredslund fortsætter med 6.B.
Da Suzanne Olsson gik på barsel til påske skulle vi finde en barselsvikar. Gregers Kirchhoff Sørensen overtog allerede efter jul alle Suzannes idrætstimer og blev fast barselsvikar fra påske, med klasselærerfunktion i 6. klasse.

Mellemskoleklasserne har for første gang lavet én fælles projektuge. 6. og 7. klasses elever kunne vælge mellem tre grupper: at bygge en mile, at bygge overdækning til trælagerplads og at bygge en dome.  8. klasse har for første gang lavet mad til 120 elever og lærer til overskolestævnet på vores skole. Det har været en stor udfordring og en stor glæde.

-----
Fra overskolegruppen:
Igen blev i år en 12. klasse sendt ud i samfundet. Det anbefales alle forældre at se års-opgaveafleveringen. Der kan frugter af 12 års skolegang opleves. Som I kan læse i bestyrelsesformandens beretning har bestyrelsen sammen med overskolekollegiet lavet mange arrangementer for at styrke overskolen. Vi kan se resultaterne af dette arbejde i et langsomt, men støt stigende elevtal i overskolen. I år har vi den største 9. klasse, som skolen nogensinde har haft.
I efteråret har det været Rudolf Steiner Skolen fra Odense, der kom over til os for at holde fælles projektuge i uge 43 med alle overskoleklasser. Projektugens tema var ”Regnskov”, med mange forskellige aktiviteter, som eleverne kunne vælge sig på, f.eks. at bygge en regnskov, at lave plakater med opråb til bevarelse af regnskoven osv.

Connie Wagner har sagt sin stilling op, da hun vil gå på efterløn. Hun har dog stadig brug for tilknytning til skolen og vil gerne undervise i tre perioder i kemi og fysik næste år og lære nogle lærere op til landmåling. Det er vi glade for.
I forbindelse med Connie Wagners opsigelse har vi endnu ikke besat IT-undervisningstimerne i 9.-12 klasse.

Heidi Bachmann har valgt at sige sin stilling op efter at hun har været på barsel indtil jul. Dog vil hun stadig gerne undervise i plantefarvning i 11. klasse.

Klasseleder for den kommende 9. klasse bliver Mette Petersen, som underviser i engelsk fra 8. klasse til 12. klasse og i nogle hovedfagsperioder i overskolen.

Vi kunne tage det nye fysik/kemilokale i brug og det har i høj grad været med til at løfte den naturfaglige undervisning. I den kommende sommerferie skal anden etape af lokalets etablering foregå.

I år blev det lovpligtigt at alle elever fra 9. og 10. klasser centralt tilmelder sig en ungdomsuddannelse via optagelse.dk. Det vil sige også alle elever, der bliver hos os, skulle tilmelde sig i dette system. Tanken med denne registrering er at alle elever skal få en ungdomsuddannelse. Denne kontrolforanstaltning trækker så mange resurser fra det egentlige pædagogiske arbejde med de elever, der har brug for det, at alle fagfolk, specielt uddannelsesvejledere og lærere er meget kritiske overfor systemet.

-----

I administrationen har vi sagt farvel til Nina Brinck, som valgte at gå tilbage til højskoleverdenen. Tak for den store og ihærdige indsats, som Nina har ydet i bogholderiet. Vi var så heldige samtidig med at Nina Brinck sagde op, at kunne sige velkommen til vores nye bogholder Peter Kjærsgård.


Også i år har mange kollegaer været på efteruddannelseskurser. Grundskole- og mellemskolelærerne tager gerne til Oslokurset, hvor der udover store steinerpædagogiske foredrag bliver afholdt kurser i alle mulige fagretninger på forskellige klassetrin. I år har 5 lærer været af sted. Mange af kollegaerne deltog i årets løb på efteruddannelseskurser i deres specifikke fagretninger og for første gang har vi haft en overskolelærer af sted til overskolekursus i Kassel, da kurserne i år blev tilbudt både på tysk og engelsk. Den begejstring Anette Jørnung kom hjem med kommer sikkert til at smitte af på kollegaerne, så vi kan sende flere overskolelærer af sted næste år i påsken.


Der arbejdes fortsat med ”Social hygiejne”, bl.a. med at lave en skriftlig beskrivelse. Der blev afholdt et foredrag om emnet for forældrene og næste skoleår deltager alle kollegaer på et konfliktløsningskursus, som afholdes af SSPK-Helsingør her på skolen.


Fra i år skal alle skoler evaluere skolens samlede undervisning, altså ikke kun eleverne. Selvfølgelig kan vi kun evaluere nogle aspekter hvert år. I år besluttede vi at arbejde med evaluering af elevsamtalerne fra 8. klasse op efter, for at se hvordan elevernes selvvurdering stemmer overens med lærernes. En mere udførlig beskrivelse findes på hjemmesiden.


Skoler uden eksamen står under såkaldt særskilt tilsyn. I år blev vi bedt om dokumentation for at skolens samlede undervisning i 9. klasse står mål med det, som forventes på dette klassetrin i folkeskolen. Vi kunne dokumentere dette til tilfredshed for myndighederne og det glæder os selvfølgelig. Jeg vil gerne citere den sidste sætning, som vores tilsynsførende Erik Vestergaard Thomsen, pens. skoleinspektør, skrev i sin erklæring i forhold til dette særskilte tilsyn: ”Gennem min tid som skoleinspektør i folkeskolen, har jeg gennem forskellige optagelsesprocedurer været involveret i elevernes overgang til gymnasiet og øvrige ungdomsuddannelser, og med dette som sammenligningsgrundlag, ser jeg ikke nogen generel forskel mellem det faglige niveau på Rudolf Steiner Skolen i Nordsjælland og niveauet i Folkeskolen. Derimod opfatter jeg en forskel i elevernes kreative formåen og måske også i deres personlige udvikling, hvor jeg finder eleverne fra Rudolf Steiner Skolen mere parate til at gå i kast med de udfordringer de møder.”


Den nye ledelsesstruktur, som vi skulle øve os i i dette skoleår, har allerede haft mange positive effekter, f.eks. kunne vi meget hurtigere gribe ind for at støtte kollegaer ved sygdom. Vi har fået mere tid til at beskæftige os med pædagogiske temaer og forretningsgangene er blevet mere tydelige. Alt sammen er dette med til at give kollegaerne mere overskud til at arbejde pædagogisk med eleverne. Ledelsesgruppen holder ledelsesmøde hver mandag og administrationsmøde med administrationen hver tirsdag.
Med hensyn til strukturen er der en del der skal justeres endnu og det taler vi løbende om i kollegiet. Der er også en del planlægningsmæssige ting, som skal forbedres, f.eks. hvornår ligger klasserejserne i forhold til månedsfester, hvor mange klasser øver skuespil samtidig, forældremøder samme dag osv.
For øjeblikket deltager Ulli Ziegenhagen på et treårigt ledelseskursus over 7 moduler på Marjatta. Næste år begynder Nanna Linnea Bertelsen og Morten Klinkvort på et nyt af samme kursus.

Butikken betyder  en stor støtte til skolen, ikke mindst ved månedsfestarrangementer. Tak for den store frivillige indsats, som butikspersonalet yder.

Mellemstationen giver eleverne fra 4. klasse opefter mulighed for at kunne mødes efter skoletid med deres klassekammerater. Vi håber meget at dette positive initiativ kan fortsætte. Tak for den entusiastiske indsats af de forældre, der bærer mellemstationen.
I det hele taget har der også i år været mange, mange forældre, der har støttet skolen med deres initiativer og arbejdskraft. Tusind tak for det.

Vi glæder os over et givende samarbejde med bestyrelsen, der støtter os aktivt med mange forskellige tiltag og er en konstruktiv sparringspartner i mange situationer. Tak for det.

Tak for et dejligt skoleår og med ønske om et givende kommende skoleår.


Ulli Ziegenhagen

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-12.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80