Ledelsens årsberetning 2008

Beretning for skoleåret 2007/2008
af skoleleder Ulli Ziegenhagen

Dette skoleår har i høj grad været præget af drøftelser om den nye ledelsesstruktur. I slutningen af sommerferien deltog alle kollegaer på et seminar med Ejvind Nielsen om hvordan vi kunne tænke os vores ledelsesstruktur, for at den enkelte på bedst mulig måde kan udfolde sine evner og dermed bidrage til at eleverne kan blomstre.

Kurset var en fortsættelse af det foregående kursus med Ejvind Nielsen, med det sociale arbejde blandt kollegaer, forældre og elever, som indhold.
Kurset endte med at vi besluttede at vi skulle indføre en ny ledelsesstruktur og at vi skulle arbejde på at implementere den hurtigst muligt. Det viste sig at det reelt var muligt i det nye skoleår 2008/09, altså med realitet efter sommerferien.

Den nye struktur har som sin grundtanke at ledelsesgruppen i samarbejde med bestyrelsen skal være den bærende, støttende og tjenende del for hele skolen. Ledelsesgruppen kommer til at bestå af skoleleder Ulli Ziegenhagen og tre gruppeledere: én for grundskolen, én for mellemskolen og én for overskolen. Disse ledere vil ikke, som før, blive udskiftet efter kort tid, men være ansat til dette hverv. Når vi indfører denne nye struktur er det på baggrund af den stadig voksende arbejdsbyrde i forhold til dokumentation og koordineringsarbejde og ud fra den overbevisning om at der med den jævnlige rotation af medarbejdere på de forskellige poster går en hel del viden tabt. Vi håber på, at disse nye tiltag vil lette arbejdet, give mere klarhed og dermed sikkerhed for både kollegaer og forældre. Når vi er kommet så vidt at vi rent praktisk starter med den nye struktur, vil der følge flere informationer til forældrene.

Mellemskolen har også  optaget en del af vores bevidsthed. Der har været gode erfaringer med mere faglighed, struktur og godt lærersamarbejde, men også vanskeligheder. Ikke mindst fordi 6.klasses klasselærer, Jeanette Sol-Runge, valgte at gå efter kun tre måneder. Det har alle involverede været kede af. På trods af mange tiltag i henhold til rekruttering af nye lærere, gennem annoncering i landsdækkende aviser, opslag på alle steinerskoler, steiner- og andre uddannelsessteder,  personlige kontakter og overvejelser om der kunne være emner blandt egne kollegaer, kunne vi i dette skoleår ikke besætte stillingen. Situationen i hele samfundet er præget af lærermangel og det giver sit udslag også hos os.

Også Annett Frankel, som varetog klasselederfunktionen i 12. klasse og havde kemi og matematik som sine fagområder, valgte at sige op inden jul. Carlos Kofoed sprang til og overtog klasselederfunktionen.

Så kunne vi sige tillykke til Heidi Bachmann med sin nedkomst. Hun gik på barsel efter jul.

Efter alle disse fratrædelser har det været svært at skulle fylde hullerne i skemaet, men det lykkedes med en stor indsats af kollegiet og flere vikarer at dække alle fagområder i dette skoleår. Ikke mindst har SFOén skulle bære en del af byrden, da Vivi Dam Andersen overtog barselsvikariatet og dermed fratrådte stillingen i SFO'en. Efter en ret stor udskiftning af personalet har SFOén fundet sig selv godt tilrette igen.

Til sommerferien skal vi sige farvel til endnu flere medarbejdere. Vi besluttede efter lange drøftelser at lukke specialklasserne. De store børn skulle alligevel slutte og gå videre til mere arbejdsrelaterede uddannelser og den lille klasse havde for lidt tilgang, til at det sociale kunne bære. Vi siger farvel til Pia Bang, Stefan Fatihi, Lotus Lund, Anders Kjærsgaard Boss, Jytte Iversen, Lilian Kammer og Katrine Larsen. Vi ønsker Jer og eleverne alt godt på Jeres videre vej og takker kollegaerne fra specialklasserne for et stort kvalificeret arbejde, specielt Pia Bang, der har været en ildsjæl for den seneste op- og udbygning af specialklasserne.

Vi kunne byde en helt ny medarbejder velkommen på skolen. Vivi Zillo Mailund fra Uddannelsesvejledningen Øresund er begyndt på vores skole. Vi har pligt til at lave uddannelsesbøger for alle elever i mellemskolen og op til 9. klasse. Hun vil i fremtiden tale med alle elever på disse klassetrin. Formålet er at eleverne skal få den for dem bedste skolegang. Kollegiet er meget taknemlig for det store arbejde som Vivi laver og føler at hun i høj grad respekterer den måde vi arbejder på her på stedet. Hun vil komme med til forældremøderne og fortælle om mange positive oplevelser med vore elever, bl.a. at de stort set hviler mere i sig selv end elever på folkeskolen, at vore elever er gode til at formulere, reflektere, argumentere og møde et fremmet menneske selvbevidst. Nogle gange er det godt at høre fra et menneske udefra hvordan vores pædagogik virker i forhold til det, der praktiseres andre steder.

En ting, som kollegiet har arbejdet med er en social læreplan. Vi kalder arbejdet for social hygiejne. Resultatet af dette vil forældrene høre mere om i det nye skoleår.

Drøftelser og tiltag i forhold til det psykiske og fysiske arbejdsmiljø  blev der også tid til. Det er jo i høj grad arbejdsmiljøet, der smitter af på arbejdet med eleverne og samarbejdet med forældrene. Vi kan konstatere at vi har et godt arbejdsmiljø på vores skole. Der er selvfølgelig områder, der kan forbedres, og det arbejder vi løbende på. Nogle af de områder, som medarbejderne sætter stor pris på på deres arbejdsplads er: arbejdet med eleverne -  deres udvikling, stor indflydelse på eget arbejde, selvudvikling, åbenhed i kollegiet, arbejdsplads med åndelig baggrund. Nogle områder, som vi vil arbejde på at forbedre er: kommunikationsflow, klare strukturer, fordybelse i antroposofien, forbedring af nogle fysiske rammer (se bestyrelsesformandens beretning).

Vi glæder os stadig over elevfremgang, som også langsomt viser sig i overskolen, og at vi har alle fire overskoleklasser, så vi hvert år kan sende dejlige 12. klasse elever ud i samfundet.

Igen  i år har mange lærere været på kurser for at efteruddanne sig i deres fagområder og flere har deltaget i dansk lærerstævne, som blev afholdt i Vejle.

Vi mener at forældrene også skal informeres om den økonomiske usikkerhed, som dette års finanslovsforslag og lønforhandlinger har bragt alle friskoler i. Som alle har hørt, blev tilskuddet ikke reguleret med prisstigningen, som forventet, men i stedet trukket   ¼ %. Samtidig med det har lønforhandlingerne ført til en lønstigning, der er højere end sidste år, alt sammen i indeværende budgetår. Selv om lærerne selvfølgelig er glade for denne lønstigning, betyder det for skolen betydelige merudgifter, som vi ikke får dækket i dette budgetår. Til næste år håber vi på, at tilskuddet bliver reguleret, da vi plejer at få ca. 75% af det, som folkeskolen i gennemsnit bruger per elev, og det må jo være tilsvarende højere, lønningerne stiger også der. Men vi har ingen sikkerhed for det. I økonomiudvalget skal vi nok finde ud af at takle situationen, men vi fortæller dette, for at I også kan have politisk bevidsthed på denne side af sagen.

Det nye skoleår er ved at være planlagt. Det er glædeligt at Keike Møller kommer til at overtage den nye 1. klasse. Det er længe siden at en 1. klasse blev overtaget af et langvarigt medlem af kollegiet. Keike Møller kender skolen og vi kender Keike Møller. Det giver tryghed.
Og så har vi været så heldige her lige på det sidste inden årsmødet at kunne besætte de to ledige stillinger. Klasselærer i mellemskolen bliver  Tobias Ammitzbøll. Han er uddannet Rudolf Steiner skolelærer og har været klasselærer på en anden Rudolf Steiner Skole i en årrække.
Den nye lærer i overskolekollegiet, der kommer til at undervise i naturfag, men også tager noget af tyskundervisningen i de mindre klasser, bliver Martina Frej. Hun kommer fra Tyskland, er uddannet i geologi og kemi fra universitetet og har undervist i naturfag i udskolingen i Danmark og behersker det danske sprog.

Jeg vil gerne takke forældrene for deres opbakning og indsats både hvad deres egne børns skolegang angår, men også i høj grad for jeres deltagelse i mange praktiske opgaver.

Tak for et indholdsrigt skoleår og med gode fremtidsudsigter

Ulli Ziegenhagen

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-10.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80