Ledelsens årsberetning 2007

Beretning for skoleåret 2006/2007
af skoleleder Ulli Ziegenhagen

Dette skoleår har været præget af mere stabilitet end 2005/06, som rent ledelsesmæssigt var noget turbulent.  Der har ikke været udskiftning i ledelsesgruppen og denne har kunnet tage sig af mange ting, som opstod i årets løb.

Der har været mange vanskelige beslutninger, som skulle tages, men det har også været dejligt at opleve at vi rent strukturmæssigt har fundet vores ben mere og mere. Strukturen skal vi stadig arbejde videre med. Vi lærer hele tiden hvordan vi skal tilpasse den i forhold til tidens krav og alligevel i overensstemmelse med vores antroposofiske menneskesyn og dermed syn på samarbejdsformer.


I løb af dette skoleår tog vi afsked med to af vore kollegaer. Den ene var 1. klasse læreren Marianne Meinert. Hun blev langtidssygemeldt lige inden jul og Signe Juhl Jensen overtog stillingen. Vi var heldige at vi kunne finde en ny klasselærer så hurtigt.


Og så kan vi med glæde meddele at vi allerede på nuværende tidspunkt har fundet den nye førsteklasselærer, der skal overtage en ny 1. klasse med 25 spændte, ivrige elever.

Dette skoleår har været det første hvor vi havde en tredelt skole, nemlig grundskolen, mellemskolen og overskolen. Mellemskolen lagde enthusiastisk ud og kollegaerne fandt hurtigt ud af at al begyndelse er svær. Elever, forældre og lærere skulle vænne sig til den nye form. Udover denne nye opdeling havde vi også nye kollegaer, der skulle indarbejdes og det har været en hård opgave. Lone Gørtz valgte derfor at trække sig ved juletiden, af hensyn til sin familie, og vi har på nuværende tidspunkt endnu ikke fundet en ny klasselærer. Undervisningen har kunnet dækkes ved hjælp af overskolelærerne og det har vi været meget glade for, men selvfølgelig kan vi mærke at vi mangler en bærende kraft i mellemskolekollegiet. Det er vores vurdering at mellemskolen gerne skulle være etableret, når den nuværende 6. klasse har været de tre år i mellemskolen igennem. 6. klasse har ja været den første klasse, der var indstillet på at få en ny klasselærer efter 5. klasse. Efterhånden vil mellemskoletanken vokse i bevidstheden hos elever og forældre og dermed vær medbærende. Vi kan ikke forvente at al ting bare kører som smurt når vi laver grundlæggende om i vores skoleorganisme. Det tager tid, tålmodighed og mange kræfter. Men vi har ja erfaringer med at bygge noget nyt op fra vores overskole og når vi nu ser 12. klasses elever aflevere deres årsopgaver, så er det det hele værd.

Igen i år afslutter syv elever deres skolegang efter 12 år. Vi kunne opleve at årsopgavernes kvalitet blev højnet fra år til år. Det skyldes at eleverne og lærerne kan bygge på erfaringer fra de foreliggende år. 10. klasses kvartalsopgave er et skridt på vejen og i år har vi for første gang oplevet afleveringen af 8.klasses månedsopgave foran et større forum i salen. Det er alt sammen med til at eleverne lærer at forberede sig på årsopgaven, deres afsluttende selvprøve.

Der blev gjort en del for at informere om vores pædagogik:
Vi holdt informationsmøde for nye forældre, en workshop for alle interesserede og et panelmøde med forhenværende steinerskoleelever for at belyse hvorfor vi har en tolvårig skolegang.
Vi har haft lærer, der gav kurser for forældre og interesserede i sløjd, eurytmi og kor.
Lasse Henningsen har holdt foredrag om Parcifal for forældrene. Også den nye måde at holde åbent hus på har været informativt og vellykket for både dem, der allerede går på skolen og dem der kom udefra.

Med besøget af musikgruppen Posselje fra Rumænien har vi igen haft den fantastiske oplevelse at hele salen  med alle elever og lærere kan komme i bevægelse.

Lærerne har været på mange kurser: Oslokurset for alle klassetrin, dansk lærerstævne, forskellige kurser for at opgradere de enkelte lærere i deres fagområder og så vores samarbejdskursus med Ejvind Nielsen, som vi fortsætter med. Kurset skal ses i sammenhæng med at vi satser mere på at arbejde bevidst i det sociale med eleverne og vil komme til at deltage i kurser om det. Kurset med Ejvind Nielsen blev muliggjort ved at vi fik midler fra kompetencefonden og en enorm indsats af forældrene, der underviste en hel fredag. Vi takker forældrene hjertelig for det.

Der bliver hele tiden taget nye initiativer for at udvikle undervisningen. I år bliver der søgt midler fra EU via Comeniusprojektet til at kunne få et samarbejde i gang med en skole i Tjekkiet. Tanken er at hele overskolen er på besøg i Tjekkiet og at hele overskolen fra Tjekkiet kommer på besøg hos os i skoleåret 2007/08 og året efter. Det er Lasse Henningsen, der sammen med Pavel Kacirek står for kontakten.

Vi tager desværre afsked med flere kollegaer. Michael Skjoldborg har fundet sig nye græsgange og er blevet forstander på Solhjorten. Torben Larsen har sagt tak for denne gang. Torbjørn Haakenstad har fået arbejde på en Steiner Skole i Norge. I SFO'en er Mads Buch Lager stoppet og Niclas Laub Christoffersen finder også nye udfordringer.

Vi vil gerne sige tak for et godt samarbejde med bestyrelsen, der har bakket os op i en del vanskelige situationer. Bestyrelsen er blevet mere bevidst om hvor vigtigt det er at arbejde kontinuerligt med det antroposofiske menneskesyn og det bakker vi gerne op om.

Tak til alle forældre for deres arbejdsindsats ved fester, arbejdslørdage, forældremøder og andre arrangementer og en speciel tak til de forældre, som arbejder med at holde butikken i live på en inspirerende måde med nye tanker og idéer for fremtiden. Vi ønsker en gang til de forældre, der har bygget Mellemstationen op, tillykke med deres vellykkede projekt. Vi kan hver dag opleve hvor glade eleverne er for dette nye tiltag.

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-12.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80