Tilsynsrapport 2014

Tilsynsrapport for skoleåret 2013-14 ved Rudolf Steiner Skolen Kvistgård.
Skolekode 217.020
RETSGRUNDLAG:
Lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 755 af 24. juni 2010, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 275 af 5. april 2011 specielt kapitel 3 Tilsyn, § 9, § 9a. - § 9d.
BEK nr. 619 af 09/06/2010 Bekendtgørelse om valg og certificering af tilsynsførende ved frie grundskoler m.v.

VALGTE TILSYNSPERSONER OG DERES FORUDSÆTNINGER

Tilsynet er i skoleåret 2013 - 2014 udført af 2 tilsynsførende, Tom Sinding (TS) og Georg W. Busch (GWB), der har fordelt opgaverne imellem sig ud fra egne erfaringer og oparbejdede kompetencer i henholdsvis Gymnasiet og Folkeskolen. Rapportens konklusioner blev fremlagt ved skolens årsmøde 19. maj 2014.
Georg W. Busch er lærer- og psykologuddannet og har været ansat i Folkeskolen som skolepsykolog 1975 - 1988, som ledende psykolog 1988-2005 og som projektleder for Hovedstadsregionen og regionens kommuner 2005 – 2009 i forbindelse med den vidtgående specialundervisnings overførsel fra amterne til kommunerne ved kommunalreformen 2007.
Georg W. Busch har gennemgået det første certificeringskursus og er blevet certificeret som tilsynsførende ved de frie grundskoler af Ministeriet for Børn og Undervisning i november 2011.
Tom Sinding er lektor og har været studievejleder på Helsingør Gymnasium siden 1979. Desuden underviser han i historie, naturgeografi og erhvervsøkonomi. Tom Sinding har lavet flere undersøgelser for Undervisningsministeriet om frafald, forsømmelser, karakterer og køn i den danske gymnasieskole.

TILSYNETS TILSTEDEVÆRELSE

GWB
Oversigt over tilsynsdatoer og klasser.

 Dato  Klasse
01.10.13   2. kl.
02.10.13 1. kl.
03.10.13  3. kl.
07.10.13 5. kl.
09.10.13 6. kl.
03.12.13 og 26.02.14  4. kl.
05.12.13 8.kl.
04.03.14 Møde med skoleleder + specialundervisningen
18.02.14 9.kl.
24.02.14 og 27.02.14            7.kl.

09.04.14

Børnehaveklassen


Jeg har herudover haft samtaler med ledelsen om overordnede forhold på skolen og i undervisningen og lærere om specifikke problemstillinger.

TS
Jeg har i forbindelse med tilsynet overværet undervisning i foråret 2014. Desuden har jeg deltaget i åbenthus arrangementer o. lign.
Sidst har jeg besøgt et flot arrangement i Toldkammeret i Helsingør.
Jeg haft samtaler med skoleleder Ulli Ziegenhagen og specielt Poul Erik Pedersen om generelle forhold på skolen og om specifikke emner.

Oversigt over tilsynsdatoer og klasser

 Dato          Klasse
 27.03.2014       11. klasse (fysik). Overskolens timer i Idræt og engelsk i 10. klasse
 03.04.2014  9. klasse (historie) og Idræt i Overskolen
 08.04.2014  10. klasse (dansk) pg 11. klasse (matematik).

 

Tilsynets udformning

GWB
Tilsynet har også i dette skoleår været udformet således, at den enkelte klasse fra børnehaveklassen til og med 9. årgang er fulgt en hel skoledag eller formiddag ad gangen. Besøgene er lagt på dage, hvor hovedfagene har været læst for dermed at sikre, at undervisningen bliver fulgt i de fag, hvor tilsyn er lovmæssigt påkrævet. Det vil sige, at der har været tale om dansk- og matematiklektioner, sprogfagene samt orienteringsfagene i det, skolen betegner som hovedfagstimer.

Derudover har jeg også fulgt nogle timer i fag, som ikke tilhører den obligatoriske fagkreds. Endvidere har jeg alle de dage, jeg har været på skolen, deltaget i morgensamlingen med dens sang og recitation mv.
Endelig har jeg deltaget i et i det årlige stævne for lærere i Rudolf Steinerskoler i Danmark i dagene 12. – 14. september 2013, som skolen stod for. Udover inspirationen og den faktuelle viden, som de meget interessante oplæg, workshops og samtaler bibragte, fik jeg også et positivt indtryk af skolens samarbejdsevner i forbindelse med at løfte så stort et arrangement.

Ved at følge skoledagens fag og aktiviteter får jeg ikke alene et indtryk af det generelle niveau, men tillige lærernes formidling, deres ”classroom management” og dialog med eleverne. Når eleverne arbejder selvstændigt har jeg – efter aftale med lærerne og den pågældende elev – set de enkelte elevers arbejder, spurgt dertil og fungeret som ”hjælper” for enkelte elever, hvorved jeg har fået godt indblik i klassens niveau. På den måde mener jeg at have opnået et rimeligt sikkert indtryk af elevernes kundskaber i de forskellige fag.

Efter observationen har jeg afsat tid til drøftelse med lærerne om deres tilrettelæggelse af undervisningen, særlige forhold i klassen, samarbejdet med specialundervisningen og forældrene mv. Hertil kommer aftalte møder med nogle lærere om særlige forhold og problemstillinger.

TS
Jeg har deltaget i undervisningen i 3 skoledage i overbygningens 9., 10 og 11.
Fagene har været fysik, matematik, engelsk, dansk, idræt og historie.
Her har der også været tid til at udveksle erfaringer med Rudolf Steiner Skolens lærere, særlig med henblik på forskelle og ligheder mellem denne skole og det almene gymnasium.

Sammenfatning GWB

Det er min vurdering, at eleverne opnår et standpunkt i dansk, regning/matematik og sprogfagene, som er tilfredsstillende – med den individuelle variation, der findes i alle klasser og at resultaterne på Rudolf Steiner Skolen Kvisgård vil stå mål med Folkeskolens niveau og i sprogfagene faktisk er højere på visse klassetrin i konsekvens af den tidlige start. Det er endvidere mit indtryk, at progressionen i Steinerpædagogikens danskundervisning ikke bare når frem til de acceptable niveauer, men i nogen grad bør kunne modvirke en stor spredning ved at fastholde ”før læse”- og sproglige aktiviteter op gennem de første klassetrin i længere tid, end man almindeligvis ser det i folkeskolen. Hertil kommer eurytmien, hvor man kan antage, at den i nogen grad kan kompensere for koncentrations – og visse læse/skrivevanskeligheder i lighed med den motoriske træning, som har været meget anvendt i folkeskolens begynder- og specialundervisning.

Jeg finder specialundervisningen velfungerende og integreret i skolens daglige rutiner.
Elevernes muligheder for at udvikle kreative kompetencer anser jeg for særdeles gode i konsekvens af, at kreative aktiviteter som blokfløjtespil og billedkunst mv. indgår integreret i den daglige undervisning.

I hovedfagenes to sammenlagte lektioner finder der en udpræget fagintegration sted f.eks. mellem historie og geografi, men hvor også dansk spiller en hovedrolle i form af arbejde med faghefter, rapportskrivning, brug af ordbøger og oplæsning af egne rapporter. I de yngste klasser skiftes mellem en række forskellige temaer og undervisningsaktiviteter i løbet af hovedfagstimerne.

På skolen fokuseres der generelt på indarbejdelse og opretholdelse af god ro og orden. Steinerpædagogiken med dens rutiner fremmer i sig selv dette f.eks. det, at læreren hilser på alle børn ved undervisningens start bevirker, at børnene oplever sig set og mødt og derfor ikke ”behøver” at forstyrre for at påkalde sig opmærksomhed, den fælles fremsigelse af vers og en melodi på blokfløjte kræver så megen koncentration, at al anden forstyrrende aktivitet neutraliseres plus man samtidig skaber et fællesskab, som en klasse skal udgøre. Dette til trods er der ofte en vis uro og lærerne må arbejde målrettet på at skabe rammer om undervisningen i mange lektioner. Dette finder jeg er et af de væsentligste samarbejdsområder mellem skolen og hjemmet i og med, at familien er den arena, hvor børnene øver sig på livet herunder skolelivet. Denne problematik er en generel tendens i det danske undervisningssystem, hvilket man blandt andet kan konstatere ved de mange indlæg herom i pressen.

I forhold til forrige skoleår finder jeg dog, at der er mere ro i flere klasser.
Skolen opfylder i meget høj grad kravet om at forberede eleverne til at leve i et dansk samfund med frihed og folkestyre ikke blot i det formelle elevdemokrati med elevråd, men også i demokratiets implicitte grundelement ved at børnene bliver respektfuldt behandlet og lyttet til.

Den stærke integration af- og dermed respekt for praktiske/håndværksmæssige aktiviteter er ikke bare en læringsmæssig gevinst med spin off til de boglige fag, men kan også betragtes som et indirekte demokratisk element og er helt i overensstemmelse med folketingets nuværende uddannelsespolitik. Hertil kommer at eleverne er indlejret i en bevidst demokratisk struktur på voksenniveau, hvor skolens medarbejdere og ledelse løbende er optaget af- og arbejder med ledelses- og medarbejderforhold, som er vedtaget og beskrevet. Det giver elevdemokratiet troværdighed, da der som bekendt ikke kan skabes ”øer” med en særlig demokratikultur i én og samme organisation.

Hvad danskhed angår, skal blot bemærkes, at stort set alle børn er danske, der anvendes dansk lærebogsmateriale og der synges stort set hver dag sange fra den danske sangskat og den nordiske mytologi indgår i undervisningen.

Jeg kan igen i år konstatere, at eleverne generelt opnår et fagligt niveau på højde med Folkeskolen og i tilgift tilføres ekstra dimensioner ved at undervises i den antroposofiske pædagogiske tradition, som i dagligdagen udfolder sig i form af særlige rutiner, og et bevidst forankret menneskesyn, didaktik og undervisningsmidler, som formentlig på sigt vil påvirke børnene til at blive reflekterende mennesker. Specialundervisningen er velorganiseret og indrettet på en sådan måde, at den lever op til lovændringen med ikrafttrædelse i skoleåret 2013/14 med en udpræget inklusionspraksis.

 

Sammenfatning TS

Jeg kan atter i år konstatere, at eleverne i (9.) 10. og 11. klasse bliver undervist på et gymnasialt niveau. Eleverne er ikke generede af min tilstedeværelse og er gode som samtalepartnere om skolesystemet.
Det er også i år mit absolutte indtryk, at skolen fagligt har meget kvalificerede lærere. Jeg bliver altid godt modtaget, og jeg har haft mange gode samtaler om forskelle og ligheder i ungdomsuddannelserne med skolens lærere.

Jeg foreslog sidste år, at Skolen tog sin IT-politik op som et fokuspunkt. Jeg kommer fra en skoleverden, hvor IT både i administration og som kommunikationsmiddel og som en del af undervisningen spiller større og større rolle, men jeg er også blevet skeptisk med den del af elektronikken (facebook, SMS mm), der er en tidsrøver både i mine lektioner på gymnasiet og også i elevernes fritid.

Det er glædeligt, at Skolen hér holder fast i det skrevne ord.
Men jeg vil konkret gerne foreslå, at Skolen investerer i flere faste projektorer, som gør tilgængeligheden lettere for lærerne. Det vil også give mulighed for mere variation i undervisningen.

Desværre har jeg ikke overværet de ældste elever gå til en slags prøveeksamen. Jeg har kun hørt positivt om det, og kan godt forstå behovet, da en del af skolens elever senere kommer i kontakt med VUC- og suppleringssystemet.

Med venlig hilsen

Tom Sinding og Georg W. Busch
Studievejleder Helsingør Gymnasium og psykolog
Forældrevalgt tilsyn..

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-10.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80