Tilsynsrapport 2011

Valgte tilsynspersoner og deres forudsætninger


Tilsynet er i skoleåret 2010 - 2011 udført af 2 tilsynsførende, Tom Sinding (TS) og Georg W. Busch (GWB), der har fordelt opgaverne imellem sig ud fra egne erfaringer og oparbejdede kompetencer i henholdsvis Gymnasiet og Folkeskolen. Rapportens konklusioner blev fremlagt ved skolens årsmøde i maj 2011.
Georg W. Busch,  er lærer- og psykologuddannet og  har været ansat i Folkeskolen som skolepsykolog 1975 1988 , som ledende psykolog 1988-2005 og som projektleder for  Hovedstadsregionen og regionens  kommuner 2005 – 2009 i forbindelse med den vidtgående specialundervisnings overførsel fra amterne til kommunerne ved kommunalreformen 2007.
Tom Sinding er lektor og har været studievejleder på Helsingør Gymnasium siden 1979. Desuden underviser han i historie, naturgeografi og erhvervsøkonomi.  Tom Sinding har lavet flere undersøgelser for Undervisningsministeriet om frafald, forsømmelser, karakterer og køn i den danske gymnasieskole.

TILSYNETS TILSTEDEVÆRELSE.
GWB
Mandag den 11. oktober 2010 2.klasse
Onsdag den 13. oktober 2010 3.klasse
Fredag den 26.november.2010 6.klasse
Tirsdag den 30. november 2010 5.klasse
Onsdag den 1. december 2010 1.klasse
Torsdag den 2. december 2010 4.klasse
Onsdag den 2. marts 2011 8.klasse
Torsdag 3. marts 2011 7. B
Onsdag den 9. marts 2011 Specialundervisningen
Torsdag den 10. marts 2011 7.A
Onsdag den 16. marts 7B
Mandag den 2. maj specialundervisningen
GWB har haft samtaler med skoleleder Ulli Ziegenhagen om overordnede forhold på skolen og i undervisningen med fokus på læseplaner og skolens tilgang til de overordnede formål i ovenstående lovbekendtgørelse § 1, stk. 2, 4. pkt.
GWB har deltaget i seminar, - det såkaldte Odensemøde - for skoleledere med temaet ”evaluering.”
Endelig har TS og GWB deltaget i et fællesmøde for tilsynsførende ved Rudolf Steinerskolerne arrangeret af Sammenslutningen af Frie Rudolf Steinerskoler.


TS
Tom Sinding har i forbindelse med tilsynet overværet undervisning den fredag den 8. april 2011, torsdag den 14. april 2011 og mandag den 2. maj 2011 i 9, 10, og 11. klasse. Fagene kemi, matematik, engelsk, biologi, historie og dansk er indgået i møderækken. Desuden har Tom Sinding deltaget i åbenthus arrangementer o. lign samt overværet 12. klasses teaterforestilling.
TS haft samtaler med skoleleder Ulli Ziegenhagen og andre fra ledelsen/administrationen om generelle forhold på skolen.
Tilsynets udformning
GWB
Tilsynet har været udformet således, at den enkelte klasse fra 1. til og med 8. årgang er fulgt en hel skoledag eller formiddag ad gangen, og dagene er udvalgt således, at det sikres, at der gives mulighed for at følge undervisningen i de fag, hvor tilsyn er lovmæssigt påkrævet. Det vil sige, at besøgene er lagt på dage, hvor de traditionelle hovedfag har været læst. Der har været tale om et antal dansk- og matematiklektioner, men også sprogfagene samt i skolens hovedfagstimer og nogle af orienteringsfagene f.eks. fysik og historie. De to første lektioners hovedfag har været fulgt, hvor temaundervisningen er båret af en udpræget fagintegration, hvor ikke mindst dansk spiller en hovedrolle i form af arbejde med faghæfter, rapportskrivning og oplæsning af egne rapporter.
Endvidere har der været lejlighed til at overvære lektioner i eurytmi, gymnastik og andre kreative aktiviteter.
Endelig har jeg deltaget i en række arrangementer i – og udenfor undervisningstiden f.eks. i forbindelse med julen for at få et indtryk af den bredere kultur, som undervisningen er indlejret i.
Ved at følge skoledagens fag og aktiviteter får jeg ikke kun et indtryk af lærernes formidling, men også deres ”classroom management” og dialog med eleverne. Når eleverne arbejder selvstændigt har jeg – efter aftale med lærerne – set de enkelte elevers arbejde, spurgt dertil og fungeret som hjælper for enkelte elever, hvorved jeg har fået godt indblik i klassens niveau. På den måde mener jeg at have fået et rimeligt sikkert indtryk af elevernes kundskaber i de forskellige fag.
Efter observationen har der har været afsat tid til drøftelse med lærerne om deres undervisning, klassen, samarbejdet med specialundervisningen mv.
TS
Tom Sinding har deltaget i undervisningen i 3 skoledage i overbygningen. Her har der også været tid til at udveksle erfaringer med Rudolf Steiner Skolens lærere særlig med henblik på forskelle og ligheder mellem dén skole og det almene gymnasium.
Vurdering.
GWB
Det er min vurdering, at eleverne opnår et standpunkt i dansk, regning/matematik og sprogfagene, som er absolut tilfredsstillende – med den individuelle variation, der findes i alle klasser og at resultaterne på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård vil stå mål med Folkeskolens niveau og i sprogfagene faktisk er højere p.a. den tidlige start. Det er endvidere mit indtryk, at progressionen i Steinerpædagogikkens danskundervisning ikke bare når til de acceptable niveauer, men i nogen grad bør kunne modvirke en stor spredning ved at fastholde konkrete og sproglige aktiviteter op gennem de første klassetrin i længere tid, end man almindeligvis ser i folkeskolen. Hertil kommer eurytmien, hvor man kan antage, at den  - som en spin-off effekt – i nogen grad kan kompensere for visse læse/skrivevanskeligheder i lighed med den motoriske træning, som har været meget anvendt i folkeskolens begynder- og specialundervisning.
Jeg finder elevernes kreative kompetencer generelt mere udviklet end jeg oplevede i Folkeskolen i konsekvens af, at kreative aktiviteter som blokfløjtespil og billedkunst indgår integreret i den daglige undervisning.
På skolen opretholdes generelt en god ro og orden. Steinerpædagogikken i sig selv fremmer dette med dens rutiner f.eks. det, at læreren hilser på alle børn ved undervisningens start bevirker, at børnene oplever sig set og mødt og derfor ikke ”behøver” at forstyrre for at påkalde sig opmærksomhed, den fælles fremsigelse af vers og en melodi på blokfløjte kræver så megen koncentration, at al anden forstyrrende aktivitet umuliggøres plus man samtidig har skabt det sociale fællesskab, som en klasse skal udgøre.
Skolen opfylder i meget høj grad kravet om at forberede eleverne til at leve i et dansk samfund med frihed og folkestyre ikke blot i det formelle elevdemokrati med elevråd, men også i demokratiets grundelement ved at børnene bliver respektfuldt behandlet og lyttet til og dette i en fast rammesætning, der udvides i forhold til deres modenhed og som ikke forvirrer i relation til læreren autoritet.
Hertil kommer at eleverne er indlejret i en bevidst demokratisk struktur på voksenniveau, hvor skolens medarbejdere og ledelse fokuseret og med ekstern konsulentbistand har arbejdet med ledelses- og medarbejderpolitik, som er vedtaget og beskrevet. Det giver elevdemokratiet en stor troværdighed, da der som bekendt ikke kan skabes ”øer” med en særlig demokratikultur i én og samme organisation.   
Hvad danskhed angår, skal blot bemærkes, at stort set alle børn er danske, der anvendes dansk lærebogsmateriale og der synges stort set hver dag sange fra den danske sangskat og den nordiske mytologi indgår i undervisningen.
Sammenfatning.
     Jeg kan konstatere, at eleverne ikke blot opnår et fagligt niveau på højde med Folkeskolen, men i tilgift tilføres en ekstra dimension ved at undervises i den antroposofiske pædagogiske tradition, som i dagligdagen udfolder sig i form af særlige rutiner, og et bevidst forankret menneskesyn og didaktik, som formentlig vil påvirke børnene til at blive mere reflekterende mennesker.    


TS:
Jeg kan atter i år konstatere, at eleverne i 10. og 11. klasse bliver undervist på et gymnasialt niveau. Jeg har desværre ikke overværet undervisningen i 12. klasse. Eleverne er ikke generede af min tilstedeværelse og er gode som samtalepartnere om skolesystemet. Jeg har tidligere konstateret at klasserne kan blive for små, men det har ikke været tilfældet i år. Jeg har også konstateret at kønsfordelingen ikke er så skæv i år, som jeg har set de andre år med store pigeoverskud.
Det er mit absolutte indtryk at skolen fagligt har meget kvalificerede lærere. Jeg bliver altid godt modtaget, og jeg har haft mange gode samtaler om forskelle og ligheder i ungdomsuddannelserne med skolens lærere.
Jeg vil foreslå, at Skolen tager IT-politik op som et fokuspunkt. Jeg kommer fra en skoleverden, hvor IT både i administration, IT som kommunikationsmiddel og IT som en del af undervisningen spiller større og større rolle. Der er mange specielt administrative og kommunikative fordele ved at integrere IT i en skolehverdag, men der er også store ulemper. Jeg kan være bange for, at der finder en teknologisk udvikling sted, som kan give problemer, hvis man ikke deltager i den eller i hvert tilfælde forholder sig til. Jeg vil gerne bidrage med et indlæg i diskussionen.

Med venlig hilsen

Tom Sinding, Studievejleder Helsingør Gymnasium og
Georg W. Busch, psykolog
Forældrevalgt tilsyn

Rudolf Steiner Skolen Kvistgård, skolekode 217.020

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-12.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80