Tilsynsrapport 2008

Erklæring om tilsyn i skoleåret 2007-8 ved Rudolf Steiner Skolen i Nordsjælland, Skolekode 217.020

Tilsynet er i skoleåret 2007-08 udført af 2 tilsynsførende, der hovedsagelig har fordelt opgaverne imellem sig ud fra egne erfaringer og oparbejdede kompetencer i henholdsvis Folkeskolen og Gymnasiet. Rapporten præsenteres ved skolens årsmøde i maj 2008 ved en fælles fremlæggelse.

Erik V. Thomsen, der har været ansat i Folkeskolen som lærer og leder 1969-2005, har i forbindelse med tilsynet overværet undervisningen på følgende skoledage:

5./12. – 7./12. og 25./2 – 29./2, i alt 8 hele skoledage og i denne periode er samtlige klasser fra 1. til 10. klasse besøgt i et varierende antal lektioner. Der har været tale om et stort antal matematik og dansk lektioner, men også sprogfagene og kemi samt i skolens hovedfagstimer nogle af oriente-ringsfagene.

Det er det absolutte indtryk, at elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og sprogfagene er meget tilfredsstillende – med de udsving, der er i en given børnegruppe – og at undervisningen på Rudolf Steiner Skolen i Nordsjælland fuldt ud står mål med den undervisning, som tilsvarende gi­ves i Folkeskolen.  Dette gælder også skolens samlede undervisningstilbud.

I musik og billedkunst, som tilgodeses på samtlige klassetrin, må tilbuddet siges at være langt mere righoldigt end folkeskolens.

På skolen opretholdes en god disciplin, samtidig med at eleverne behandles med respekt. Skolen opfyl­der i meget høj grad kravet om at forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Der hersker en positiv ånd, og skolen vil gerne dialogen med tilsynet. Elevrådet spiller en aktiv, positiv rolle.


Tom Sinding, der har været studievejleder på Helsingør Gymnasium siden 1979, har i forbindelse med tilsynet overværet undervisning den 4. marts 2008 i 9, 10, og 11. klasse, den 7. marts 2008 i 10 og 11. klasse, den 29. april 2008 i 8, 9 og 10. klasse og den 9. maj 2008 i 11. klasse. Fagene kemi, matematik, historie, tysk, engelsk, biologi, samfundsfag og dansk er indgået i møderækken.

Det er glædeligt at se en skole med kvalificerede lærere. Der er blevet ansat nye veluddannede lærere, og der har været gode diskussioner om skolesystemet og om fagenes indhold – både med de nye og de ”ældre” lærere.

I de gymnasiale uddannelser i Danmark er der nu store problemer med at skaffe lærere i natur­viden­skabelige fag. I øjeblikket er Rudolf Steiner Skolen i Nordsjælland godt kørende, men det kan give problemer på længere sigt for de ældste klasser.

Sidste år skrev vi, at ” Der er … 2 problemfelter specielt ved de ældste klasser. Klasserne er meget små, og kønsfordelingen er skæv, idet der er langt flere piger end drenge. Dette gælder også i år, men vi ved at Skolen er bevidst om og arbejder med dette problem.

I de ældste klasser er man som tilsyn blevet rigtigt godt modtaget – både af lærere og elever. Eleverne virker meget selvstændige, og de har været gode samtalepartnere.

Det er indtrykket, at undervisningen står mål med den undervisning, som Skolen selv ønsker og som - for de ældste klasser - holder niveau med undervisningen i det gymnasiale uddannelsessystem.

 
Begge tilsynsførende har endvidere overværet 12. klasses mundtlige fremlæggelse af selvvalgte årsopgaver.


Med venlig hilsen


Erik Vestergård Thomsen

Pens. Skoleinspektør

Forældrevalgt.

Tom Sinding

Studievejleder Helsingør Gymnasium

Forældrevalgt

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-10.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80