Bestyrelsens årsberetning 2012

Skolens formål er at tilbyde undervisning efter Rudolf Steiners pædagogiske principper. Disse principper har som mål at give en undervisning, der udvikler eleverne til frie, livsduelige og initiativrige unge mennesker.

Skolen har i 2012 haft et stabilt samlet elevtal. Overskolen (9.-12.klasse) er vokset og har i skoleåret 2012/2013 det største elevtal i skolens historie. Bestyrelsen er meget tilfreds med denne udvikling, fordi der gennem de seneste mange år har været sat stærk fokus på at fastholde og tiltrække nye elever på de øverste klassetrin. Fremgangen er især rosværdig, fordi der i skoleåret 2012/2013 mangler en 11.klasse som følge af, at skolen valgte at lukke klassen i 2011 efter, at størstedelen af klassens elever valgte andre skoleforløb efter sommerferien.
Bestyrelsen arbejder kontinuerligt med at skabe rammer for et stigende elevtal i overskolen og har i 2012 med dette som mål fortsat været meget aktiv i samarbejdet med landets øvrige steinerskoler om at opnå statstilskud til driften af 11./12.klassetrin – et arbejde, som er udføres i 11.12.GRUPPEN under Sammenslutningen af Rudolf Steiner Skoler i Danmark. Arbejdet har 2012 nået en milepæl, da en undersøgelse udført af et forskerhold fra Aarhus Universitet (Danmarks Pædagogiske Universitet) nåede sin afslutning i juni 2012. Undersøgelsens resultater danner sikker og valid dokumentation for, at den læringspraksis, skolen har som sit grundlag, fuldt ud modsvarer de krav, der stilles i det videregående uddannelsessystem og i samfundet i øvrigt. Skolens ungdomsuddannelse (overskolen) har således fået en ”blåstempling”, der har dannet grundlag for videre forhandling og argumentation i det politiske system og i ministeriet. Som supplement til undersøgelsen udgav 11.12.GRUPPEN i juni bogen ”Leve Helheden” med en række interviews af eksperter og tidligere steinerelever. Igennem hele året har der været en fortløbende positiv dialog med forskellige folketingspolitikere og ministre, og bestyrelsen har efter disse en begrundet forventning om, at en ansøgning om finansiering vil blive positivt behandlet i 2013. Bestyrelsen prioriterer arbejdet med at opnå statstilskud højt, da dette vil kunne give nødvendige kvalitetsmæssige løft til overskolen blandt andet i form af bedre fysiske rammer for elever og undervisere.

Der har været en mindre nedgang pr. årselev i skolens samlede elevtal i forhold til 2011. Nedgangen i elevtallet fordeler sig jævnt på klassetrinnene fra bhv.kl.-8.klasse. Det skal nævnes, at der i enkelte klasser er en løbende tilgang af elever og dermed et stabilt elevtal. Det er skolens forventning, at det samlede elevtal vil stige i 2013, og at overskolens elevtal vil holde sig stabilt i skoleåret 2013/2014.
Det skønnes, at nedgangen i elevtallet fortsat er en afspejling af de små børneårgange, som er gældende for samfundet og lokalområdet i øvrigt.
Derfor har repræsentanter fra skolens bestyrelse, skolens PR-udvalg, lærerkollegiet og en gruppe engagerede forældre i efteråret 2012 iværksat forskellige tiltag og kampagner til udførelse i 2013 for at tiltrække flere elever til skolen under navnet ”Er din skole min skole?”. Bestyrelsen ønsker at takke denne gruppe for deres store og frivillige arbejdsindsats.

Børnehaven har i 2012 haft alle pladser fyldt op, og der er fortsat stor søgning, hvilket afspejles i ventelisten. Bestyrelsen ser positivt på, at børnehaven tiltrækker så mange nye familier. Børnehaven har i 2012 udviklet sine udearealer og skabt små rum i haven, der understøtter den pædagogiske praksis. Børnehavens personale og forældre har vist stort engagement og deltagelse i planlægningen og udførelsen af arbejdet i haven, hvilket bestyrelsen gerne vil takke for.
Bestyrelsen har sammen med børnehavens ledelse prioriteret, at der over budgettet i 2012 blev færdiggjort de indvendige arbejder, der var udskudt under børnehavebygningens opførelse i 2010-11. Det har betydet ekstra udgifter til malearbejde og inventar. Bestyrelsen vil gerne takke den ledelsesmæssige håndtering af byggeriet og værdsætter, at bygningen nu fremstår æstetisk og funktionelt færdig!

Børnehaven har haft en stabil og kompetent medarbejderstab, der kontinuerligt arbejder for et godt pædagogisk miljø, og som hver dag skaber en hverdag for børnenes udvikling, der lever op til børnehavens værdigrundlag som en antroposofisk institution, der praktiserer pædagogikken i en nutidig kontekst. Bestyrelsen ser dette som en vægtig årsag til, at nye familier tiltrækkes, og at så mange familier vælger at fortsætte børnenes skoleliv i Rudolf Steiner Skolen Kvistgård.

Bestyrelsen bestræber sig på dynamisk og målrettet,at være et sundt støttende fundament for skolens virke og drift. Det betyder i praksis blandt andet, at bestyrelsen sammen med skoleledelsen gør en indsats for at skabe fokus på ”den gode arbejdsplads”.
Skolen har i 2012 haft en stabil lærerstab. Der har været stor søgning til de få vakante stillinger og en løbende tilgang af søgning i form af uopfordrede ansøgninger. Bestyrelsen ser dette som tegn på et godt arbejdsmiljø, men har samtidig i 2012 måttet konstatere, at flere af skolens mellemledere har været sygemeldt på grund af stress, hvilket har svækket skoleledelsens muligheder for en stabil og ressourcestærk ledelse af skolen. Bestyrelsen har derfor sammen med skoleledelsen sat fokus på stresshåndtering ved at indgå aftale med Prescriba.
For at styrke relationerne internt i organisationen har skoleledelse og bestyrelse i oktober planlagt og gennemført en fælles arbejdsdag med bestyrelse og ansatte med samarbejde som overskrift. Efter dette viste der sig et behov for at arbejde mere konkret med samarbejdsrelationerne imellem de forskellig instanser: skoleledelse, bestyrelse og lærerkollegium/administration. Det har undervejs i processen været frugtbart, at inddrage relevante konsulenter udefra og sammen se på de strukturelle rammer, der definerer samarbejdet og de forskellige opgaver, der hører til hver enkelt funktion på skolen. Arbejdet fortsættes i 2013, og bestyrelsen ser i skrivende stund gode muligheder for et fremtidigt samarbejds- og ledelsesfundament, der kan løfte skolen og dens værdier og give nye muligheder for at udvikle og fokusere på de kompetencer, der skal til for at skabe et godt pædagogisk og fagligt stærkt undervisningsmiljø for skolens elever.

En gruppe forældre til børn med særlige behov dannede i efteråret 2011 en netværksgruppe til sparring og samarbejde med skolen omkring denne gruppe børn. I 2012 har samarbejdet ført til, at to af skolens lærere har været på specialpædagogisk uddannelse på uddannelsesinstitutionen Marjatta, der arbejder med Rudolf Steinerpædagogikken som sit grundlag. Netværksgruppen har rejst spørgsmål om skolens rummelighed i bestyrelsen, og der har været en løbende og frugtbar drøftelse af, hvad skolen skal og kan rumme af elever med særlige behov, samt hvordan der kommunikeres konstruktivt med både de involverede familier og med det rum, de gennem klassefællesskabet skal udvikle sig i. Bestyrelsen finder det væsentligt, at skolen rummer elever med særlige og specielle behov. Dette begrundes i, at eleverne oplever menneskers forskelligheder og derigennem udvikler sociale evner, der kan have afgørende betydning for evne til samarbejde og empati i deres fremtidige liv. Rudolf Steinerpædagogikken har et særligt godt afsæt for denne rummelighed, men bestyrelsen er samtidig opmærksom på, at den enkelte klasse og lærer skal være kapable til at rumme eleverne, så de alle føler sig set, hørt og forstået. Det er derfor bestyrelsens fortsatte ønske, at kompetenceudvikling af medarbejdere og det pædagogiske arbejde understøtter denne kapabilitet.
Bestyrelsen og skoleledelsen arbejder for at være en arbejdsplads, der tager del i ”det rummelige arbejdsmarked”. Der er løbende samtaler med ansøgere, der søger stillinger med sociale klausuler, og i børnehaven er én medarbejder ansat i fleksjob.

Skolen modtog i stor taknemmelighed i efteråret 2011 fondsmidler til opførelse af en ny smedje- og håndværksbygning. Det var planen, at den skulle opføres i sommerferien 2012, men da der under udgravningen til fundament blev fundet forurenet jord på byggepladsen, blev projektet forsinket. Oprensning af jorden fordyrede projektet i en sådan grad, at årsbudgettet desværre ikke kunne bære en færdiggørelse. Det forventes dog, at smedjen kan ibrugtages til undervisning i 2013.

Bestyrelsen har gennem en årrække arbejdet med at finde finansiering af en ny bygning til overskole- og eurytmiundervisning. I 2012 måtte bestyrelsen dog efter ikke succesfulde fondsansøgninger lægge strategien om og udskyde projektet, til det forventede statstilskud til 11. og 12.klassetrin er en realitet. Bestyrelsen samarbejder fortsat med skolens administration og ledelse om at nå gode økonomiske resultater, der kan styrke skolens samlede soliditet, så en drift af nye bygninger kan muliggøres. Skolens administrationsmedarbejdere skal have stor ros for deres entusiasme og professionelle indsats i denne sammenhæng!

Bestyrelsen har sammen med Rudolf Steiner Skoleforeningen Kvistgård støttet arbejdet med i forældrekredsen og til kommende forældre at udbrede viden om skolens pædagogik. Dette er sket i form af pædagogiske dage, hvor både forældre og ansatte deltog under emnet ”Forældresamarbejde”. Herudover har der også været foredrag og studiekredse rettet mod skolens forældrekreds og potentielle kommende elevers forældre.
Bestyrelsen har fortsat arbejdet med antroposofi som inspiration til bestyrelsesmøder, og der har været et positivt og stabilt samarbejdsklima, såvel internt som med skolens ledelse og ansatte.

Skolen har i 2012 prioriteret mere i budgettet end tidligere år til efteruddannelse af lærere. Der har været lærere på både pædagogiske-, faglige- og ledelseskurser og en enkelt lærer har taget AKT-uddannelsen. Bestyrelsen ser positivt på denne prioritering, som bidrager til kvalitetsudvikling af undervisnings- og arbejdsmiljøet, og Rudolf Steiner Skoleforeningen Kvistgård har i 2012 tilbudt skolen at bidrage økonomisk til mere generelle kompetenceløft for den samlede lærerstab eller enkelte medarbejdergrupper. Dette tilbud har skolen taget imod i 2013.

Ved julebasaren i november kunne kommende forældre i informationsboden høre oplæg om skolens pædagogik. Julebasaren blev som altid en begivenhedsrig dag for elever, forældre, lærere og de mange venner og gæster, der besøgte skolen. Julebasaren er en vigtig tradition, der nærer skolen og giver kraft til dens nuværende og fremtidige liv. Bestyrelsen takker for en stor og engageret indsats fra forældre, elever og ansatte, der samarbejder om at skabe festens indhold!

Efter at rejsebudgettet for overskolens studierejser i 2011 blev reduceret kraftigt, har en gruppe dedikerede forældre og elever under navnet Rejsekufferten skabt Loppeshoppen, hvor der ved hver månedsfest er blevet solgt brugt tøj og bøger, som skolens forældre har skænket. Overskuddet fra salget går til kommende studierejser, og bestyrelsen vil gerne rette en særlig tak til Rejsekuffertens aktører!

Bestyrelsen følger løbende og med stor glæde Butikken, der sælger sunde varer til skolens børn og voksne, og fritidsklubben Mellemstationen, der om eftermiddagen tilbyder pasning og sunde økologiske måltider til skolens elever fra 4.-8. klasse. Butikken drives af frivillige forældrekræfter, og Mellemstationen modtager ikke offentlige tilskud. Der rettes en særlig tak til de forældre, der muliggør disse tilbud ved en stor arbejdsindsats båret af engagement og kærlighed til skolen!

Bestyrelsen takker skolens og børnehavens ledelse og medarbejdere for det store arbejde, de gør hver dag, så skole og børnehave kan være et godt og levende sted at være! Endvidere rettes en stor tak til alle forældre for deres frivillige indsats og bidrag, hvor det er nødvendigt.
Det er disse bærende kræfter i skolens virke, der gør Rudolf Steiner Skolen Kvistgård og Rudolf Steiner Børnehaven Kvistgård til en sted i bevægelse og vækst, hvor mødet med det enkelte menneske og dets udvikling sættes i centrum.

Bestyrelsen finder årets resultat med et overskud på kr. 296.006 tilfredsstillende og foreslår overskuddet overført til egenkapitalen. Overskuddet fordeler sig med en sum på kr. –207.000 tilført fra børnehavens driftsregnskab og en samlet sum på kr. 503.006 fra skolens driftsregnskab. Underskuddet på børnehavens driftsregnskab hidrører hovedsageligt vedligeholdelses-, forplejnings-, markedsførings- og IT-udgifter.

Trods udfordringen med Folketingets genopretningsplans reduktion i statstilskuddet på friskoleområdet, et let fald i elevtallet samt den omtalte forureningssag lykkedes det at afslutte skolens driftsregnskab med et overskud. Dette grundet mindre udgifter end forventet på blandt andet vedligeholdelsesområdet, men også takket være en god økonomistyring og stor ansvarlighed i forbrug af undervisningsmaterialer blandt skolens ansatte.

Bestyrelsens forventninger til fremtiden er en fortsat vækst i skolens elevtal gennem rekruttering af nye elever og fastholdelse af eleverne på skolens øverste klassetrin. Der arbejdes fortsat for kvalificerede pædagog- og lærerkræfter med godt fagligt og pædagogisk fundament og for relevant efteruddannelse af skolens ansatte. Der tilstræbes et fortsat stabilt overskud på skolens drift med henblik på at øge skolens bygningsmasse, så den kan dække det behov, der er fulgt med skolens vækst.

Bestyrelsen vurderer, at skolens økonomi er tilfredsstillende. På grundlag af skolens nuværende struktur og udvikling og de eksisterende lovgivningsmæssige regler for tilskud til friskoler er bestyrelsens forventninger til den fremtidige økonomi for skolen positiv.

Med venlig hilsen

Christina Lærke Vilhelmsen

Bestyrelsesformand

Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-10.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80