Sygdomspolitik

I vores institution mener vi, at børns sygdom, sundhed og trivsel er et fælles ansvar mellem institutionen og forældrene. Det kræver gensidig respekt at udøve dette fælles ansvar. Det syge barns behov bør altid komme i første række. Dette sikres bedst via en åben dialog mellem forældre og personale, og det er vigtigt at have tillid til hinandens dømmekraft.

Det syge barn er således ikke reduceret til et barn med feber eller andre målbare tegn. Det er barnets almene trivsel, der bedømmes. Det er denne tilstand, der i vores hus ligger til grund, når vi vurderer, om barnet har fysisk og psykisk overskud til at følge en hverdag i institutionen. Personalet i vores hus kender børnene rigtig godt, og da vi er en lille, familiær gruppe observerer vi hurtigt ændringer i barnets almene trivsel.

Feber er kun én blandt flere årsager, som vurderes, når det afgøres, om et barn er sygt. Specielt hos vuggestuebørn kan temperaturen svinge meget, idet temperaturreguleringen ikke er fuldt udviklet før 3-4 års alderen. Vi vil samtidigt gøre opmærksom på, at feberen er en naturlig del af kroppens immunforsvar, og at det derfor ikke er hensigtsmæssigt at forsøge at slå feberen ned med febernedsættende medicin som f.eks. panodil…. Det forlænger bare processen.

Samtidigt er barnets psykiske velbefindende en faktor, der indgår i vurderingen af den almene trivsel. Et utrygt og ulykkeligt barn er ikke nødvendigvis sygt, men det kan godt have et stort behov for sin mor eller far. Hvis et barn er usædvanligt træt, har det slet ikke overskud til til at følge hverdagen i børnehaven eller vuggestuen. Selvom et barn er sygt, har de øvrige (raske) børn krav på personalets omsorg. Hvis et barn kræver ekstra meget omsorg, bliver der derfor mindre til de andre.

Retningslinjer til vurdering af barnets helbredsmæssige tilstand

- For at være i institutionen, skal barnet kunne deltage i den daglige rytme, have fysisk og psykisk velvære og være uden sygdomstegn.

- Hvis forældrene om morgenen er i tvivl om barnets velbefindende, vil vi i institutionen opfordre til telefonisk at kontakte personalet og stille spørgsmål, og få personalets vurdering, fremfor at vente til afleveringen i institutionen. Der kan være smitsomme sygdomme på omgang, som forældrene ikke er opmærksomme på.

- Forældrene informeres, hvis der i løbet af dagen opstår afvigelser og væsentlige ændringer i barnets normale, almene velbefindende, som gør at barnet eventuelt skal hentes. Institutionen følger de almindelige lægelige anvisninger om forholdsregler ved sygdom.

Forældretillid
Vi har tillid til, at forældrene selv kan vurdere, om barnets velbefindende er god nok til, at barnet kan komme i vores hus, og tage ansvar for, at barnet ikke udgør en smittefarer for andre. Personalet vil gerne gøre opmærksom på, at det som hovedregel gælder, at et barn først er klar til at komme i institution igen, når det har været sygdomsfri i mindst 24 timer. Også ved feber, diarré og øjenbetændelse er det vigtigt at blive hjemme, indtil alle symptomer er væk. Ved opkast eller maveonde skal barnet først komme tilbage når barnet ikke har haft opkast elign i 48 timer. Der er forskel på at være hjemme i vante omgivelser med mor og far og på at skulle forholde sig til dagligdagen med en masse andre børn i en institution. Det kræver langt flere kræfter.


Kontaktinfo

Kvistgård Stationsvej 2 A-B
3490 Kvistgård.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kontor: 49 13 96 87, (kl 9.00-12.00)
BH klasse: 49 13 86 14 (kl. 8.00-8.30)
Børnehuset: 49 13 83 80