Mellemstationen
Mellemstationen er et fritidstilbud efter skoletid til elever fra 4.-7. klasse på Rudolf Steiner Skolen Kvistgård.
Vi har til huse i den gamle stationsbygning på Kvistgård station, og vi holder åben hver eftermiddag – fra de første elever har fri og indtil klokken 16. På Mellemstationen er der plads til mange aktiviteter. Vi arbejder ud fra de samme værdier, som børnene kender fra skolen, og vi tilbyder trygge omgivelser, hvor børnene kan lave lektier, spille spil, slappe af med en bog eller gå udenfor og lege.
Dagene byder altid på en eller flere fælles aktiviteter. Det kan være en tur i skoven eller snobrødsbagning i vores bålhytte. I vinterhalvåret har vi mulighed for at låne Stenladen på skolen, hvor vi kan spille bold og lege. Derudover har vi en gang om måneden en tur ud af huset, fx til Multiparken eller i svømmehallen. Ofte kommer børnene selv med ønsker til aktiviteter, eller de skaber aktiviteter for hinanden, som vi voksne understøtter. Børnene er også med til at planlægge og tilberede et let eftermiddagsmåltid, som serveres hver dag klokken 13.
Når børnene skal hjem
Fra vores placering ved Kvistgård station er der gode transportmuligheder til nær og fjern, og en del af børnene tager selv hjem om eftermiddagen. Vi hjælper gerne børnene med at huske bus- og togtider, så de kan komme godt herfra.
Henter I jeres barn i bil, skal I være opmærksomme på, at det ikke er tilladt at parkere foran Mellemstationen. Det skyldes, at bussen, som holder lige udenfor, ikke kan komme til, hvis der også holder biler, og vi har desværre fået en del klager fra busselskabet. Vær derfor venlige at parkere på skolens parkeringsplads.
Samarbejde med forældre
På Mellemstationen ønsker vi at arbejde tæt sammen med forældrene. Hvis der sker store forandringer i jeres barns liv, er det vigtigt for os, at vi får besked om det. På samme måde kan I som forældre forvente, at vi kontakter jer, hvis vi oplever noget særligt i forhold til jeres barn.
Derudover har vi brug for forældrenes støtte op opbakning i det daglige – f.eks. til at arrangere ture ud af huset. Har du som forælder idéer til noget, vi kunne gøre på Mellemstationen, eller hvis du har lyst til at komme og hjælpe en eftermiddag, er du meget velkommen til at kontakte os.
Åbningstider og lukkedage
Vi holder åbent alle skoledage, fra de første elever har fri til og ind til klokken 16. Vi holder lukket på elevernes fridage og i alle skoleferier. Telefon til Mellemstationen: 29912952.
Personalet på Mellemstationen
Lone Gendrup – leder af Mellemstationen
log@steinerskolen-kvistgaard.dk
Marie Ahlmann Hasselager
Priser og indmeldelse
Se: http://steinerskolen-kvistgaard.dk/index.php/praktiske-oplysninger/indmeldelse
Udmeldelse
Ønsker du at udmelde dit barn fra Mellemstationen, skal det ske med en måneds varsel til d. 1. i en måned.
Dette er gældende fra 4.-7. klasse.
Barnet udmeldes automatisk efter 7. klasse ved skoleårets slutning.
“Vi leger mere samlet her end på min gamle skole, både piger og drenge. Da jeg kom ind i klassen følte jeg mig velkommen og jeg har fået mange nye venner.”
Elev i 5. klasse
TAK for det flotte fremmøde til vores Åbent Hus i lørdags 🌸
Det blev en dag, hvor vi stolt kunne vise vores skole frem - 3.-5. klasse optrådte i Stenladen, og der var åben undervisning og værksteder på hele skolen.
Hos HF’erne fik de interesserede sig en snak med elever og lærere, samt et indblik i, hvad eleverne er i gang med for tiden.
Alt i alt en dejlig dag med bål på gårdspladsen og masser af kaffe og kage i den velbesøgte café.
Vi glæder os til næste gang 🇩🇰
Så er det IMORGEN kl 10-13, at vi inviterer indenfor til Åbent Hus på Grundskole, 10. klasse og HF 🥳🌸
Der vil være masser af aktiviteter og rig mulighed for at møde både lærere og elever og få et indblik i livet på skolen ♥️
Se programmerne for hhv. Grundskole og HF på vores hjemmeside: www.Steinerskolen-kvistgaard.dk/aabent-hus-2023
Buegymnastik!
Når eleverne starter med musikundervisningen i 3. klasse (violin, bratsch eller cello), handler det om de praktiske ting omkring instrumentet: Hvordan man sidder med det, hvordan man pakker det ud osv. 🎻
I den spæde begyndelse spiller eleverne efter gehør – cellolæreren, Mathias spiller en melodi, som eleverne skal efterligne uden brug af noder. Det er en intuitiv måde at lære musikken på.
For at lære noderne at kende laver eleverne nodelege, hvor de skal træne rytmen i kroppen. Hvis man klapper eller stamper rytmen og mærker den fysisk, er den pludselig mindre abstrakt. De første noder er desuden i forskellige farver – det hjælper med orienteringen 🎶
For at aktivere fingermusklerne og lære at kontrollere buen laver eleverne buegymnastik – f.eks. med Lille Peter Edderkop, der kravler op af buen.
I 4. klasse går man fra hold- til soloundervisning. Her begynder eleverne ofte at have forskellige behov, og det er også her, der er nogle, der skifter til et andet orkesterinstrument.
Fra 5. klasse begynder eleverne i orkestret, som de fortsætter i i de kommende år 🌸
Det er en vild udvikling, eleverne går igennem – og instrumentet følger dem hele vejen ♥️
Selvom begge døre til smedjen står åbne, er der godt røgfyldt, når 9. klasse smeder grillgafler - og deres banken kan høres vidt omkring 🔨
For at få den runde jernstang til at blive en flot, håndsmedet grillgaffel skal eleverne banke: først skal stangen bankes firkantet, så ottekantet for så igen at blive banket rund. På den måde får man den flotte håndlavede struktur 💪🏼
Når eleverne så har deres flotte, håndsmedede stang, splitter de den med en mejsel i den ene ende og bukker de to ender, så den bliver gaffelformet. Og som dekoration drejes stangen tilsidst, så man får de fine snoninger 👌🏼
Første gang eleverne stifter bekendtskab med smedjen er i 4. klasse, hvor de laver et helt simpelt knivblad. Når de når 9. har de igen smedning - denne gang i et fem ugers forløb 😊
Nu er der ikke længe til, at vi holder Åbent Hus for både Grundskole og HF 🥳
Det er på lørdag d. 28. januar kl 10-13, vi åbner dørene til skolen for ALLE, der er interesserede i vores Grundskole eller HF.
Der vil være elevoptrædener, åbne værksteder, workshops og rundvisninger 👌🏼🌸
Så kom og besøg vores dejlige skole - og tag venner og familie med!
Vi glæder os til at se jer 🇩🇰♥️
Se programmet her: Facebook.com/events/701928358107136
Morgensang 🎶
Denne uge er det 1. klasse, der reciterer til morgensang, og de har Halfdan Rasmussen-remsen ’Trip Trap!’ med 🌸
Halfdan Rasmussen er god at starte med, når man skal lære at sige vers, for udover den naturlige rytme, hans remser har, er de som regel fulde af sjove vrøvleord, eleverne har let ved at huske.
Fællesskabet eleverne imellem mærkes stærkt, når man som 1. klasse står sammen foran hele den store skole. – Så gør det ikke så meget, hvis man glemmer et ord en gang imellem, for sidemanden husker det nok.
Recitationsøvelser som denne er med til at gøre eleverne trygge ved at tale og optræde foran mange mennesker.
9. klasse har udgivet deres egen avis!
Vores seje 9. klasse har deltaget i Politikens skoleaviskonkurrence 2022, hvor de selv har skulle sætte en avis sammen under det overordnede tema ’Du er god som du er’. Eleverne har selv fundet gode, aktuelle historier, og de har arbejdet med den svære vinkling af stoffet, så artiklerne kom til at passe ind i temaet 🗞️
I deres arbejde med at skabe avisen har 9. klasse lært, hvilke elementer en avis består af. Klassen har arbejdet i redaktioner, som hver især tog sig af f.eks. nyheder, feature, debat m.m. Alle redaktioner skulle skrive en artikel ud fra det overordnede tema
Skoleavisens formål er at få de unge til at italesætte forestillinger om det gode liv og åbne op for samtalen om, hvordan vi accepterer os selv og hinanden, så færre føler sig alene og forkert.
Avisen har været undervejs siden skoleårets begyndelse, og nu krydser vi bare fingre for vores seje 9. klasse, når vinderen af konkurrence bliver kåret i februar 🤞🏼♥️
Indtil da: Rigtig god læselyst: https://www.e-pages.dk/polskole/3342/
Tese, tøje, dunte …
3. klasserne lærer en masse nye ord i denne uge, for de har besøg af deres håndarbejdslærer, Kirsten, i hovedfag, som lærer dem at lave deres eget garnnøgle 🧶
Inden eleverne kan spinde ulden til garn, skal det igennem flere trin:
Først skal ulden teses – her rengør man ulden og skubber forsigtigt fibrene fra hinanden, så uldtotten bliver mere ’løs’. Så skal det kartes og endelig tøjes til dunter – altså bundtes i små portioner uld, eleverne kan spinde garnet af 🌞
Spindingen foregår på den ten, eleverne selv har lavet af en pind, de har savet ud, slebet og sat cykelslange på. Ulden sættes på nokken (tenens lille krog), og med venstre hånd trækker eleverne lige så forsigtigt i ulden, til det bliver til det fineste garn.
3. klasse har været i gang hele ugen, og der er produceret 37 tøje-dunter, så der er nok til alle.
Og når klassen er nået igennem de mange dunter, kan det være, der bliver tid til at tese, karte og tøje lidt af skolehunden Bobs pels, som Kirsten har medbragt i dagens anledning 🐶